Skolekirkehistorie.dk

Ansgar

De kristne og i særdeleshed paven i Rom synes ikke godt om vikingerne: For det første har de den helt forkerte tro. Derfor er det vigtigt at få fortalt og missioneret overfor vikingerne. For det andet skaber  vikingerne ravage og ballade med deres plyndringstogter, og de er i det hele taget ikke til at styre. Kan man få vikingerne omvendt til kristendommen, kan man måske bedre styre dem, tænker paven. 
Nogle kristne begynder derfor at rejse til Norden for at fortælle om kristendommen. De kaldes missionærer.
Den første kristne missionær, man kender til i Danmark, er den engelske munk Willibrord. Han rejser til Danmark omkring år 700, hvor han møder den danske konge Ongendus. Han har dog ikke meget held med at få omvendt "de vilde danskere", men han køber 30 danske drenge, som han tager med sig til Frankrig. Her lærer han dem om kristendommen. Det er hans håb, at drengene senere kan vende tilbage til Danmark for at missionere. 
I 800-tallet kommer en anden munk til Danmark. Denne munk hedder Ansgar, og han følges med den danske stormand Harald Klak, der har boet nogle år i Frankrig, hvor han er blevet kristen. Frankrigs kristne kejser har lovet Harald at hjælpe ham til magten i Danmark, hvis Harald samtidig sørger for, at danskerne bliver kristne. Munken Ansgar er derfor rejst med Harald for at hjælpe ham med at udbrede den kristne tro, når Harald bliver konge.

Ansgar
Harald Klak bliver imidlertid aldrig konge af Danmark, så Ansgar må i første omgang rejse fra Danmark igen og bliver biskop i byen Hamburg. Senere får han lov til at bygge kirker i Danmark - først i handelsbyen Hedeby og dernæst i Ribe.
Selv om det ikke lykkes Ansgar at gøre danskerne til et kristent folk, bliver kontakten mellem vikingerne og kristne styrket. Nye udgravninger bl.a. i Ribe viser, at der har boet kristne i landet meget tidligt. Læs mere her. Det er dog først med Kong Harald Blåtands dåb, at Danmark kaldes et kristent land. 














Statue af Ansgar foran Marmorkirken i København.


Spørgsmål til teksten:
1. Hvad tænkte paven i Rom om vikingerne?
2. Hvad er en missionær?
3. Hvem er den første missionær, man kender til, der kommer til Danmark?
4. Hvem var Ansgar?
5. Hvad får Ansgar lov til, som får stor betydning for Danmarkshistorien?
Kontakt HASK:  | Tlf.: 22309358 | janvisbech@gmail.com