Skolekirkehistorie.dk

Biskoppen i Rom

Selv om kristendommen til at begynde med ikke har så mange tilhængere, er der brug for en ledelse. Det tager apostlene sig af i Jerusalem. Men også rundt i de mange menigheder, der kommer til, er der brug for en til at lede og have kontakten til apostlene. Som tiden går, spredes apostlene, og Peter ender efter sigende i Rom. Han er en af de apostle, der står mest om i Bibelen, og Jesus siger bl.a. til ham, at han er den klippe, hvorpå han vil bygge sin kirke. På græsk betyder navnet Peter klippe. Med Peter i Romerrigets hovedby, Rom, får menigheden dér hurtig stor betydning.
I år 64, da forfølgelserne af de kristne bliver værre end nogensinde, er Peter sandsynligvis en af de kristne, som bliver henrettet. Det fortælles, at han bliver korsfæstet ligesom Jesus, men med hovedet nedad.
De kristne glemmer ikke Peter, og da man i 100-tallet begynder at kalde lederne for biskopper, siger man, at Peter har været Roms første biskop. Biskoppen i Rom får med årene en særlig betydning, bl.a. fordi Peter har været det. Man siger, at biskoppen i Rom er Peters efterfølger.
Af alle kristendommens biskopper bliver Roms biskop hurtigt en af de mægtigste og en af dem, der bestemmer mest. I slutningen af 300-tallet, hvor kristendommen er blevet en stor statsreligion, beslutter man, at Roms biskop skal være en slags leder over alle kristne. Biskoppen i Rom bliver betragtet som Peters efterfølger, og ifølge Bibelen er Peter den klippe, hvorpå kirken skal bygges (Matt. 16,13-20). Derfor er det kun naturligt, at Roms biskop bliver lederen. Han får senere titlen "pave".  
I den romersk-katolske kirke er det stadig Peters efterfølger, paven, der er leder af kirken. 

Pave Frans
Den nuværende pave, Pave Frans.


Spørgsmål til teksten:
1. Hvad siger Jesus ifølge Bibelen om Peter?
2. Hvad er en "biskopper"?
3. Hvorfor får biskoppen i Rom en særlig betydning?
4. Hvad kaldes biskoppen i Rom?
Kontakt HASK:  | Tlf.: 22309358 | janvisbech@gmail.com